Inspektorordningen
Ordningen har til formål at bidrage til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af den lægelige videreuddannelse på uddannelsesafdelingerne. Uddannelsesgivende afdelinger besøges hvert 4. år, og hyppigere på anmodning og bekymring for uddannelsens kvalitet.
Besøget foretages af minimum to inspektorer, og gerne også en junior inspektor, som gennemfører interviews med relevante faggrupper, så som uddannelseslæger, speciallæger, ledelse og udvalgte tværfaglige kollegaer. Inspektorerne går besøg i anden videreuddannelsesregion end de selv er ansat.
Man forpligter sig som udgangspunkt til at varetage 2 besøg om året, og det anbefales fra sundhedsstyrelsen at man bliver i ordningen over en årrække for at sikre kontinuitet.
Man honoreres af sin regionale arbejdsgiver, hvor man får fri med løn. Omkostning i forbindelse med besøget afholdes af inspektorordningen i regi af Sundhedsstyrelsen.
Inden besøget udarbejder uddannelsesafdelingen på forhånd en selvevalueringsrapport. Uddannelsesmæssige procedurer og rutiner analyseres af inspektorerne og der udarbejdes en rapport med forslag til indsatsområder. Der kommer i den forbindelse en anbefaling om enten rutinemæssigt besøg hver 4. år eller tidligere genbesøg. Ved en kritiske rapport skal afdelingen udarbejde en handleplan, og Sundhedsstyrelsen samt det Regional Råd for Lægelig Videreuddannelse adviseres. Kritiske inspektorevalueringer kan i sidste ende få konsekvenser for afdelingens tilladelse til at have uddannelseslæger.
Det er Videreuddannelsesudvalget, som indstiller nye inspektorer og juniorinspektorer på vegne af DPS. Ved interesse for at blive inspektor sendes kort motiveret ansøgning, max 1 side, og kort fokuseret CV til inspektor-koordinator:
Ida Liebe Felsted mailto:idaliebefelsted@gmail.com
Som kommende inspektor lægges der vægt på erfaring med uddannelsesarbejdet og at man har tilknytning til uddannelsesafdeling inden for de seneste 2 år. Er du i tvivl om du kan komme i betragtning eller har spørgsmål så tøv ikke med at skrive.
For junior inspektorer forventes ikke erfaring med uddannelsesarbejde.
Når man er indstillet, skal man tilmeldes inspektorkurset, som er en forudsætning inden første besøg. Tilmelding med oplysning om navn, ansættelsessted og e-mailadresse sendes til uddannelse@sst.dk
Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: Inspektorordning