Hermed gøres opmærksom på filmen I Swear, som kommer i de danske biografer den 26. marts. Filmen har lige vundet tre BAFTA Awards og har fået fremragende anmeldelser rundt om i verden. Nu kan den ses i Danmark.
Filmen er baseret på en sand historie om en ung mand, John Davidson, som får Tourettes. Instruktøren Kirk Jones mødte den virkelige John Davidson første gang i november 2022. Davidson åbnede døren, inviterede ham indenfor og råbte “Lad os have sex!” lige ind i hovedet på Jones. Det var det første verbale tic, Kirk Jones havde oplevet, men det skulle blive et af mange i løbet af det næste år, hvor John fortalte instruktøren om det ekstraordinære liv, han har levet med Tourettes syndrom.
Johns livshistorie er lige så humoristisk, som den er tragisk. John har haft Tourettes, siden han var 14 år. Før det var han en sporty ung mand med mange venner og gode karakterer. Da sygdommen brød ud, ændrede den hans liv. Voldsom blinken med øjnene udviklede sig til ukontrollerede bevægelser og en dag råbte han “Sut min pik!” til sin mor.
Da John fik diagnosen, var der kun få inden for uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet eller politiet, der overhovedet havde hørt om Tourettes. Han blev misforstået i skolen, låst inde i et skab og fortalt, at han ville ende på et sindssygehospital eller i fængsel. Han blev anholdt af politiet, som antog, at de mange bandeord var et tegn på aggression.
Link til trailer: https://www.youtube.com/watch?v=oeWqQN3snCU
Mere om filmen:
I Swear er baseret på den inspirerende historie om John Davidson, der vokser op i 1980’ernes Skotland. Som teenager er han populær, målmand på fodboldholdet og fuld af selvtillid, indtil diagnosen Tourettes syndrom vender hans liv på hovedet. Nu må han finde sin egen vej i en hverdag, hvor tics og voldsomme udbrud både skaber kaos og komiske øjeblikke. Heldigvis finder John støtte hos nye venner, der møder ham med åbne hjerter og kan se det sjove i de mange kreative bandeord. Han indser, at omverdenens uvidenhed er et større problem end selve diagnosen, og det bliver hans livsværk at udbrede viden, forståelse og accept.
I Swear er en film, der balancerer humor og tragedie og viser det paradoksale i, at et af de mest venlige mennesker kan have en lidelse, der får ham til at råbe de mest provokerende ting. Samtidig ønsker filmen at skabe større forståelse for mennesker, der lever med Tourettes – og for alle, der bliver dømt på forhånd på grund af en diagnose eller et handicap.
På vegne af Bilenberg PR og Scanbox Entertainment