Styrelsen for Patientklager søger speciallæger i psykiatri som sagkyndige

Styrelsen for Patientklager mangler aktuelt flere speciallæger i psykiatri, som har lyst til at bidrage som sagkyndige i behandlingen af klage- og erstatningsankesager.

Det danske patientklagesystem bygger i høj grad på speciallægers faglige vurderinger. Som sagkyndig bidrager du med din kliniske erfaring og ekspertise til at vurdere konkrete sager inden for dit speciale. Vurderingerne indgår som en central del af grundlaget for Styrelsen for Patientklagers afgørelser.

En vigtig opgave for psykiatrien

Psykiatriske problemstillinger fylder en væsentlig del af de sager, som behandles i Styrelsen for Patientklager. Derfor er der behov for et stærkt korps af speciallæger i psykiatri, som kan bidrage med faglige vurderinger af høj kvalitet.

Som sagkyndig er man med til at sikre, at vurderingen af en sag sker på et solidt sundhedsfagligt grundlag og i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte faglige standard inden for psykiatrien.

Samtidig giver opgaven et unikt indblik i de udfordringer og problemstillinger, som opstår på tværs af sektorer og behandlingsforløb.

Faglig udvikling og fleksibilitet

Arbejdet som sagkyndig foregår ved siden af det kliniske arbejde og kan tilrettelægges fleksibelt.

Mange sagkyndige fremhæver, at opgaven giver anledning til faglig refleksion og ny viden om egen praksis. Gennem arbejdet får man indsigt i konkrete patientforløb og mulighed for at bidrage til den løbende udvikling af kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Som sagkyndig får du blandt andet mulighed for at:

  • bidrage til retssikkerhed og kvalitet i sundhedsvæsenet
  • anvende din specialistviden i en ny faglig sammenhæng
  • få indblik i tværgående mønstre og problemstillinger på tværs af psykiatrien
  • medvirke til læring og udvikling på baggrund af konkrete sager


Kunne det være noget for dig?

Styrelsen for Patientklager opfordrer interesserede speciallæger i psykiatri til at overveje rollen som sagkyndig. Kender du en kollega, som kunne være interesseret, er du også meget velkommen til at dele budskabet.

Du kan læse mere om arbejdet som sagkyndig på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside eller kontakte styrelsen på SOS_raad@stpk.dk for at høre nærmere.