September 2020

Diagnoser i psykiatrien. Forskellige perspektiver.

Det nuværende klassificeringssystem i psykiatrien bruger en gruppering af symptomer og deres virkninger i en defineret tidsperiode for at stille en diagnose. Denne model er dog ikke særlig effektiv. Der er f.eks. tusinder af kombinationer, der kan bruges for at stille diagnosen ”paniklidelse” og én mulig kombination for ”social fobi” i DSM-5 1.

Mindst to hovedområder må tages i betragtning, for at gøre det nuværende system mere effektivt. Den første er den løbende søgning efter biomarkører og en mere indsigtsfuld forståelse af mekanismerne for psykiske lidelser. Bl.a. er genomics, epigenomics, proteomics og imaging medvirkende til dette. Det andet er forståelse for betydningen af en diagnose i et individuelt perspektiv, i konteksten af det epistemiologiske paradigme, der støtter den aktuelle kliniske praksis. Humanistiske, fænomenologiske og filosofisk orienterede undersøgelser er medvirkende til dette. Disse to områder må interagere med hinanden.

Genetik og epigenetik identificerede et antal potentielt interessante biomarkører, der kunne bruges til at orientere en psykiatrisk diagnose. Disse er for eksempel C4-genet for skizofreni 2 og CHD8 og KATNAL2 for autisme 3. Disse forskningsresultater har identificeret, at den genetiske baggrund, der giver højere risiko for psykiske lidelser, strækker sig mellem forskellige diagnoser. Denne relevante indsigt er dog alligevel stadig langt fra at give en biologisk drevet forståelse af diagnoserne i psykiatrien 4.

Når problemet betragtes fra et mere humanistisk perspektiv, kan der beskrives en kløft mellem at forklare og at forstå. Forklaring er at forbinde symptomerne på en sygdom til dens årsager. Dette muliggør det, der kaldes ”idealisering af sygdommen”, hvilket betyder, at forbindelsen mellem lidelsens årsager og lidelsens symptomer er uafhængig af, hvem der er påvirket af lidelsen. Idealisering er endnu ikke mulig for psykiatri, da forbindelsen mellem årsager og symptomer ikke er fuldstændig forstået.

For at forklare en psykiatrisk lidelse er det nødvendigt at tage højde for flere niveauer af kompleksitet, hvor sociale, psykologiske og biologiske begivenheder interagerer. Det betyder, at hver eneste begivenhed kan spille forskellige roller afhængigt af interaktionen med de andre elementer og niveauet for denne interaktion. Dette koncept kaldes ”forklarende pluralisme”. Forståelse på den anden side, giver større mulighed for anvendelse af de empatiske evner hos den, der administrerer behandlingen. Denne tilgang er mere fokuseret på de enkelte individuelle oplevelser. Brugen af empati er blevet debatteret. Nogle forfattere har ment 5, at det var umuligt at udvide den empatiske forståelse til nogle oplevelser, som f.eks. vrangforestillinger. Andre 6 anvender en teoretisk konstruktion kaldet ”andenordens empati” 7 for at opnå en dybere forståelse af de patologiske oplevelser. Denne debat er ikke rent teoretisk. Begrebet “bizar”, som kan beskrives som et fravær eller en umulighed af forståelse, er af største betydning i det nuværende klassificeringssystem.

Det er muligt at antage, at disse to tilgange fortsætter med at udvikle sig og interagere med hinanden, indtil en mere effektiv klassificering inden for psykiatri opnås.

Bibliography

1. Galatzer-Levy, I. R. & Bryant, R. A. 636,120 Ways to Have Posttraumatic Stress Disorder. Perspect. Psychol. Sci. 8, 651–662 (2013).
2. Schizophrenia Working Group of the Psychiatric Genomics Consortium et al. Schizophrenia risk from complex variation of complement component 4. Nature 530, 177–183 (2016).
3. Neale, B. M. et al. Patterns and rates of exonic de novo mutations in autism spectrum disorders. Nature 485, 242–245 (2012).
4. Sullivan, P. F. et al. Psychiatric Genomics: An Update and an Agenda. Am. J. Psychiatry 175, 15–27 (2018).
5. Jasper, K. General psychopathology. (Hopkins University Press, 1997).
6. Heidegger, M. Being and time. (Blackwell, 2007).
7. Rashed, M. A. A critical perspective on second-order empathy in understanding psychopathology: phenomenology and ethics. Theor. Med. Bioeth. 36, 97–116 (2015).