Som psykiater gennem mere end 25 år og med erfaringer fra alle dele af hospitalspsykiatrien ser jeg med største bekymring på udviklingen – eller snarere afviklingen – af de psykiatriske sengepladser, siger overlæge Hans Henrik Ockelmann.
Af Hans Henrik Ockelmann
Overlæge og speciallæge i psykiatri
Rene linjer og klare udmeldinger om psykiatrien er bedre end tågede hensigtserklæringer uden substans.
Derfor er det på en måde forfriskende, at regionsrådsformand Bent Hansen (S) nu i Fagbladet FOA for første gang utvetydigt slår fast, at den økonomiske smalhals i dansk psykiatri ikke betyder, at der kommer flere hænder eller sengepladser, sådan som personale og patientforeninger konstant har efterspurgt de seneste år.
For som han siger: “Jeg har ikke ekstra penge noget sted. Hvis jeg skulle skaffe penge, så skulle jeg gå ind på Aarhus Universitetshospital på hjerteafdelingen og på kræftafdelingen og tage penge derfra og flytte over. Det kan jeg ikke her og nu.” Så ved vi da, hvordan regionerne prioriterer psykiatrien.
Det til trods for, at formanden for regionernes psykiatriudvalg Charlotte Fischer (R) i Ugeskrift for Læger i september 2016 blandt andet skriver: ”Enhver kan få øje på, at psykiatrien har kolossale udfordringer. Det handler i et vist omfang om et uophørligt stigende pres på ressourcerne … selv med ekstra 2,2 mia. kr. fra satspuljen til fire år, er økonomien ikke fulgt med. Presset er et vilkår, og det forsvinder ikke.” Og ”… Vores opgave er derfor at vride så god behandling og pleje ud af de midler, vi får …”
Psykiatriske patienter i stor nød
Regionerne anerkender altså, at der er en mismatch mellem opgaver og økonomi, men vil ikke gøre noget ved det. Det kan virke uforståeligt, for pengene er siden år 2000 især gået til kampen mod for eksempel kræft og hjerte-kar-sygdomme. Der er tilført rigtigt mange milliarder kroner for at opnå en bedre behandling. Og resultatet er ikke udeblevet: Disse patientgrupper lever i dag indtil flere måneder længere end tidligere!
I samme periode har ressourcerne til psykiatrien haltet uhjælpeligt efter: Hver gang de somatiske sygdomme fik tre kroner mere, fik psykiatrien kun en enkelt krone. I samme periode er antallet af psykiatriske patienter i behandling vokset til næsten det dobbelte.
Imens har de kronisk psykisk syge samtidigt med nedskæringerne i sengepladserne kunnet se frem til et kortere og kortere liv. I dag lever en kronisk sindslidende mindst 20 år kortere end den øvrige befolkning.
Dette er så alarmerende, at regeringen allerede i 2014 havde det som erklæret indsatsområde. I dag har vi fortsat ikke set nogen tiltag af betydning.
Derfor synes jeg, det er på sin plads at sige til Bent Hansen: ”Jo, du bliver nødt til at tage penge fra kræft- og hjerteplaner, så vi kan hjælpe mennesker i meget større nød – de psykiatriske patienter.”
Hospitalspsykiatrien skal have livreddende førstehjælp – nu!
Indtil politikerne vil leve op til skåltalerne om, at psykiske og legemlige sygdomme skal sidestilles, må vi som fagfolk få det bedst mulige ud af de sparsomme midler, der tildeles sygehuspsykiatrien. Og i den forbindelse må vi se på, hvad vi rent faktisk kan påvirke og for eksempel se på de faktorer, der som gøgeunger suger ressourcer ud af sygehuspsykiatrien:
1. En retspsykiatri, der gennem de seneste 15 år er tredoblet, så vi i dag har ansvaret for langt over 4.000 retspsykiatriske patienter; en vækst, som for en stor del skyldes faldet i antallet af almenpsykiatriske døgnbehandlingspladser.*
2. En lovgivning om tvangs- og magtanvendelse over for svært psykotiske, fortvivlede og undertiden aggressive/udadreagerende patienter. Dette medfører, at vi i forbindelse med sagsbehandling om medicinsk tvangsbehandling spilder mindst 11.000 sengedage om året! Det vil sige dage, hvor patienten er spærret inde og lider under ikke at få nogen behandling.
3. En stadigt voksende ambulantfunktion, som med henvisning til udrednings- og behandlingsret skal tilbyde behandling til næsten alle med et psykisk problem – uanset problemets sværhedsgrad. Det har ført til, at antallet af patienter er eksploderet fra ca. 80.000 i år 2000 til 150.000 sidste år.
Jeg er en af de psykiatere, der arbejder med de mest syge og lidende patienter, og jeg har haft svært ved at forstå, hvorfor denne gruppe skal behandles så stedmoderligt. Det eneste gyldige ræsonnement, jeg har kunnet nå frem til, er ikke psykiatrifagligt, men politisk:
Valget står mellem at bruge pengene på ti patienter med svær og vedvarende invaliderende sindssygdom, som kræver indlæggelse, eller ambulant behandling af 100 patienter med angst, ADHD, depression, spiseforstyrrelser eller andre ikke-psykotiske lidelser. Her vil ”de 100” til enhver tid vinde. De kan ofte hurtigt blive raske og vende tilbage til arbejdsmarkedet. Samtidig har ”de 100” oftest engagerede pårørende, der kan blive vrede, skrive til politikerne eller gå i pressen. Noget, ”de ti” næsten aldrig har.
Og i modsætning til de svært sindslidende, som måske ikke engang er glade for at blive behandlet, er der mulighed for at vinde hjerterne hos ”de 100” og deres familier.
Mon ikke det er grunden til, at politikerne til stadighed nedgør døgnbehandling som en nødvendighed. For eksempel har Charlotte Fischer i flere interviews udtalt, at ”raske mennesker skal ikke ligge i en seng.” Det udsagn tror jeg, at alle i psykiatrien er fuldkommen enige med hende i. Jeg kan love, at alle psykiatriske patienter ”i sengene” er der, fordi det er behandlingsmæssigt helt nødvendigt. Det gælder også for rigtig mange patienter, der udskrives. Men når udmeldingerne landet over – fra bosteder til hospitalsafdelinger og fra sosu’er til psykiatere – lyder på, at der er alt for få senge til de allermest syge, så mødes vi af en rungende tavshed fra politisk hold.
Lappeløsninger
Hvis ikke man adresserer problemerne, vil udviklingen med usvigelig sikkerhed fortsætte, og hospitalspsykiatriens kerneopgaver – døgnbehandling af svært syge – vil fortsætte med at blive amputeret frem til den dag, hvor det er klart selv for politikerne, at vi står midt i en katastrofe.
Og spørgsmålet er, om ikke den dag allerede er kommet: Regeringen har netop fremsat en lovpakke om botilbud, der skal gøre det muligt at udøve tvang over for mennesker, der ikke nødvendigvis er sindssyge, indlagt eller har begået noget kriminelt; et forslag, som jeg for bare et par år siden aldrig havde kunnet forestille mig i min vildeste fantasi.
Lovpakken er en falliterklæring – et forsøg på at lappe på problemer, der udspringer af de manglende ressourcer i hospitalspsykiatrien. Man nægter at se i øjnene, at de sparsomme midler bliver fortæret af den lovpligtige nødvendighed til at håndtere de retspsykiatriske patienter, en utidssvarende og kontraproduktiv lovgivning om magtanvendelse over for svært sindslidende patienter samt krav om udrednings- og behandlingsgaranti over for selv lettere psykiske forstyrrelser.
*The organization of the psychiatric service and criminality committed by the mentally ill, af P. Kramp, G. Gabrielsen, European Psychiatry, Aug 2009
Offentliggjort på Altinget den 21.02.2017