VOLD PÅ BOSTEDERNE
Onsdag den 1. juni 2016
I Dansk Psykiatrisk Selskab er vi bekymrede for forslaget om en mellemstation. Vi så hellere, at man tog de værktøjer i brug, som erfaringerne har vist os virker – før de blev sparet væk: Der er brug for flere senge, flere varme hænder og mere tid, mere tværfaglighed, efteruddannelse, bedre visitation og bedre rammer, der fx giver bedre mulighed for beskæftigelse.
Af Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelse
I påsken skete der endnu et drab på et bosted for mennesker med psykiske lidelser – det femte på bare fire år. Dermed blev problemernes omfang klart for alle. Vi er nu alle optagede af, hvordan de psykiatriske bosteder kan gøres til et sikkert og godt sted at opholde sig – for beboerne og for de ansatte.
For os i psykiatrien var det desværre ikke nogen overraskelse, at det kunne gå så galt: SIND og Bedre Psykiatri, Dansk Sygeplejeråd, Danske Socialrådgiverforening, Danske Fysioterapeuter – alle melder de, at det ikke kom bag på dem: Det tragiske drab var forudsigeligt – som FOA skrev i et debatindlæg for nylig.
For Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) kommer drabet desværre heller ikke som nogen overraskelse. Vi har længe, i debatindlæg efter debatindlæg, interview efter interview, advaret om, at et mismatch mellem ressourcer og patienter presser psykiatrien langt ud over det forsvarlige. Det bliver sværere for os psykiatere at gøre det, som vi er sat i verden for: At yde en god, omsorgsfuld og faglig kompetent behandling.
Det er fra flere sider foreslået, at løsningen er en ‘mellemstation’ – et sted for patienter, som er for raske til at være indlagte og for syge til et psykiatrisk bosted. Og et sted, hvor man kan udøve tvang.
Kompleks problemstilling
I DPS kan vi ikke få øje på en let løsning på denne komplekse problemstilling. Vi mener, at baggrunden for de fem tragiske drab er en vifte af faktorer:
Økonomien. Den væsentligste grund er års økonomisk udsultning; de 2,2 mia. kr., som psykiatrien fik i 2014, rakte desværre ikke langt. Langt de fleste kroner var øremærkede, og det reelle årlige løft er på 300- 400 mio. kr. Ikke noget massivt løft til et fagområde, hvor efterslæbet var/er enormt.
Flere patienter. De senere år er der kommet nye store patientgrupper, som tilbydes behandling i psykiatrien – det øger presset på de i forvejen sparsomme ressourcer. Hos DPS er vi glade for, at også disse patientgrupper tilbydes behandling. Vi siger bare: Intet er gratis. Alting har en pris.
De svageste. Psykisk sygdom spænder vidt – fra de mange, hvor det handler om hurtigst muligt at komme tilbage til familien, netværket og arbejdet, til dem, som aldrig har fået fodfæste i voksenlivet og som kæmper med alvorlig og langvarig sygdom. Hvor misbruget er stort, og netværket sårbart. Det er mennesker, som er så mærkede af deres sygdom, at de i lang tid – måske år – har brug for at bo et sted, hvor de kan føler sig trygge og kan få hjælp til at følge deres behandling, overholde aftaler og få styr på et ødelæggende misbrug; eller hjælp til basale ting som det at købe ind og lave deres egen mad. ‘One solution fits all’ duer ikke her.
Så meget om årsagerne til den fortvivlende situation, vi står i. Men hvad skal vi så konkret stille op?
Mere af det, vi ved virker
Vi har en række handlemuligheder, som erfaringerne har vist os virkede, før de blev sparet væk: Der er brug for flere senge, flere varme hænder og mere tid, mere tværfaglighed, efteruddannelse og rammer, der giver mulighed for motion og beskæftigelse. Der er ganske enkelt brug for flere ressourcer.
Flere senge er ikke løsningen på alt. Hovedparten af vore patienter har heldigvis kun sjældent behov for en seng. Men nogle har i perioder brug for indlæggelse så tilpas længe, at vi kan sikre den behandling, som er så vigtig for, at også disse patienter kan få et godt og værdigt liv og tage del i samfundet.
Raske patienter skal ikke ligge i en seng
Raske patienter skal ikke ligge i en seng – som Danske Regioner skrev i et debatindlæg på Altinget for nylig. Vi kunne ikke være mere enige. Men det er netop det, der er pointen: Disse patienter er ikke raske. Og der er ingen hurtige løsninger!
Moderne psykiatrisk behandling handler ikke bare om medicin, især af meget syge, misbrugende og adfærdsforstyrrede patienter. Der vil typisk være brug for medicinsk behandling, psykoterapi og adfærdsterapi. På en psykiatrisk afdeling kan man derudover arbejde med begrænsning og dosering af ydre indtryk, struktureret misbrugsbehandling, styring af samkvem og interaktion patienterne imellem, så det foregår på et socialt acceptabelt niveau samt mulighed for fysisk og anden meningsfuld aktivering.
Individuelle løsninger
Forskellig patienter har behov for forskellig støtte og behandling, derfor er det nødvendigt med en højere grad af specialisering af botilbuddene og en omhyggelig visitation. På denne måde vil man på det enkelte bosted kunne specialisere sig til at varetage netop deres patientgruppe på et højt fagligt niveau.
Hos Dansk Psykiatrisk Selskab er vi alene optaget af, at en eventuel ny løsning fortsat vil gøre det muligt at tilbyde den tilstrækkelige psykiatriske behandling. Vi er bekymrede for, om mellemstationen vil give os denne mulighed. Vi vil her fremhæve to forhold, man bør være opmærksom på:
1. Mere tvang. Det bekymrer os, hvis det fremover skal være muligt at anvende tvang uden for hospitalspsykiatrien. Folketinget har for mange år siden afgjort, at et bosted er patientens private bolig. Skal det nu være muligt at anvende tvang i folks eget hjem? Og hvem skal have det daglige ansvar for disse indgreb? Og risikerer det ikke at skabe mere tvang? I DPS frygter vi, at det kan blive svært at styre – lægefagligt, juridisk og etisk.
Vi har også en politisk beslutning om, at vi skal søge at nedbringe mængden af tvang. Det var faktisk omdrejningspunktet i den revision af loven, der blev vedtaget i 2015. Set gennem lægefaglige briller er det derfor mærkværdigt – og et skridt i den gale retning – at man nu vil gøre det lettere at anvende tvang, alene fordi vi ikke får tilført de nødvendige midler til hospitalssektoren.
2. Flere overgange. En mellemstation vil udløse endnu en overgang for patienterne. Det er uheldigt – især for de svageste. Hver gang en patient flytter, går der oplysninger tabt, relationen mellem patient og behandler brydes, og nye skal etableres – noget der ofte er vanskeligt for disse patienter og stresser dem yderligere. Det viser al erfaring. Skift fra ét opholdssted til et andet kan give tilbagefald i både sindslidelse og misbrug.
Hos DPS har vi svært ved at se, hvordan man kan imødekomme samfundets, de ansattes og patienternes behov for en tryg og sikker hverdag, hvis psykiatrien ikke får tilført betydelige ressourcer, både økonomisk og personalemæssigt. Mange vil sige: Den løsning har vi ikke råd til. Men har vi da råd til, at antallet af retspsykiatriske patienter bliver ved med at stige dramatisk: Fra 2.000 til 4.000 personer på mindre end ti år? For det er jo sådan, situationen er i dag.
Vi har ikke råd til at lade være
Dansk psykiatri er under pres. Vi har ikke råd til at spille hasard og spilde tid og penge på at genopfinde den dybe tallerken. Med hospitalsmodellen har vi en konstruktion, som både hvad angår ekspertise, opgaver, kompetencer og jura (Sundhedsloven og Psykiatriloven) er skræddersyet til de skrøbeligste patienter.
Så lad os dog bruge den!