Månedens artikel april 2026

Hjernestrukturelle effekter af antipsykotisk behandling hos patienter med første-episode psykose

Original titel: Exploring brain structural effects of dopaminergic antagonism and partial agonism in antipsychotic-naïve patients with first-episode psychosis using normative modeling

Dette studie undersøger, hvordan to forskellige typer antipsykotisk medicin påvirker hjernens struktur hos patienter med første-episode psykose. Antipsykotika-naive patienter modtog antipsykotisk monoterapi med enten amisulprid (en dopamin D2-receptorantagonist) eller aripiprazol (en partiel dopamin D2-receptoragonist) i 6 uger og blev MR-skannet før og efter behandlingen. En del af patienterne blev desuden fulgt op efter 6 måneder, 1 år og 2 år.

Begge præparater var forbundet med øget volumen i striatum efter 6 uger. Hos patienter behandlet med amisulprid sås ingen ændringer i cortex, mens aripiprazol var forbundet med reduceret kortikal tykkelse i temporallapperne. Ved senere opfølgninger var de striatale ændringer forsvundet, men til gengæld sås en gradvis aftagende kortikal tykkelse i frontallapperne.

Resultaterne tyder på, at både D2-antagonisme og partiel D2-agonisme er forbundet med lignende strukturelle ændringer i striatum, men at disse ændringer er forbigående. Derudover understreger resultaterne, at både kortvarige effekter af medicin og sygdomsprogression bør tages i betragtning, når man undersøger og fortolker strukturelle hjerneforandringer hos patienter med psykose.

Tidsskrift: Psychiatry and Clinical Neurosciences

Forfattere: Anna Feveile; Karen S. Ambrosen; Ketevan Shalikashvili; Jayachandra M. Raghava; Mette Ø. Nielsen; Kirsten B. Bojesen; Barbora R. Bučková; Andre F. Marquand; Birte Y. Glenthøj; Warda T. Syeda; Bjørn H. Ebdrup

Artikel tilgængelig på: https://doi.org/10.1111/pcn.70017