Hvor godt virker psykoterapi mod depression hos voksne, og hvor sikre på det kan vi være?
Forfattere: Pim Cuijpers, Eirini Karyotaki, Leonore de Wit & David D. Ebert
https://doi.org/10.1080/10503307.2019.1649732
Titel: The effects of fifteen evidence-supported therapies for adult depression: A meta-analytic review
Journal: Psychotherapy Research; Volume 30, 2020 – Issue 3; sider 279-293
Formål: At undersøge effekten af alle psykoterapimetoder til depression hos voksne, der er sammenlignet med en kontrolgruppe, og at undersøge effektforskelle mellem de forskellige metoder.
Metode: Forfatterne søgte adskillige store tidsskriftsdatabaser for a) lodtrækningsforsøg hvor b) psykoterapi mod c) depression hos voksne blev sammenlignet med d) venteliste, standardbehandling, placebo eller andet (psykologisk eller psykofarmakologisk behandling). De inkluderede alle former (individuel, gruppe, internetbaseret), da de tidligere havde konstateret, at der aldrig er påvist effektforskel mellem disse, så længere der er mennesker involveret.
De vurderede kvaliteten af alle studier via ”Risk of Bias”-værktøjet udviklet af Cochrane-samarbejdet. Det er et redskab som…… (kunne du sige to ord om det?)
Hovedfund: 309 studier med i alt 385 sammenligninger, levede op til de nævnte kriterier. 43% var individuel terapi, og antallet af sessioner var mellem 1-60, og 52% af sammenligningerne havde 7-12 sessioner. I den største gruppe af sammenligningerne (53%) var interventionen kognitiv adfærdsterapi (KAT), og næststørste var problemløsningsterapi (PST, 8%). I ca. halvdelen af studierne var der stillet en diagnose, i den anden scorede deltagerne over en tærskel på et psykometrisk depressionsmål.
Overordnet var effektstørrelsen udregnet som Hedges’ g = 0,72 (95%CI 0,67-0,78), sv.t. NNT 4,04. Der fandtes tegn til publikationsbias for størstedelen af metoderne (undtaget bl.a. ACT), og når der blev justeret for dette, faldt effekten med mere end 50% for flere terapiformer (fx psykodynamisk terapi, men ikke KAT). Det vil sige, at når man tager højde for den mulige bias forskerne kunne have ift. kun at publicere resultater, der understøtter egne hypoteser, falder effektresultaterne i betydelig grad. I meta-regressionanalyser fandtes ingen forskelle mellem metoderne, undtaget at ”Coping with Depression” var ringere end referencegruppen KAT.
De fandt højsignifikant sammenhæng mellem studiernes effektstørrelse og risiko for bias, og i subgruppen af studier med lav risiko for bias var g = 0,48, men dog med høj heterogenitet (I2 = 69) og prediktionsinterval -0,05 til 1,01).
Kun fire metoder havde mindst fem studier med lav bias-risiko, men heterogeniteten var stor. Når de justerede for publikationsbias, var kun a) ”Coping with Depression” og ”self-examination therapy” (en form for problemløsningterapi) effektive.
Svagheder:
Antagelsen om publikationsbias baserer sig på indirekte ekstrapolation af viden om publikationsbias fra NIH-sponsorerede studier af psykoterapi mod depression, hvor man ved at negative fund ikke publiceres i nær så høj grad. Desuden kan det anses som en svaghed, at der kun inkluderes lodtrækningsforsøg og ikke observationsforsøg i denne oversigt. Desuden korrigeres der ikke for, om der er stillet en diagnose eller om inklusionskriteret blot er på en psykometrisk skala, og at resultatet dermed forringes urealistisk da der inkluderes for mange deltagere uden depression. Endvidere er kategorisering af metoder ganske svær i mange tilfælde, og desværre er der særdeles få studier er rapportere langtidseffekter, og desuden ekskluderedes studier af indlagte.
Styrker:
Systematisk, grundigt arbejde, med nyeste anerkendt statistiske metoder.
Kommentar:
Der er her dokumenteret grund til at tro, at hvis de antageligvis mange studier med negative resultater var blevet publiceret, ville man ikke sikkert kunne sige, om langt de fleste psykoterapimetoder, at de virker. Desuden ses desværre den sammenhæng, som på mange andre områder, at jo lavere risiko for bias studier har, jo lavere er effekten. Forfatterne afviser ikke, at psykoterapi mod depression hos voksne er effektiv, men at der ikke foreligger sikker evidens for dette nuværende, grundet stor heterogenitet, publikationsbias, og risiko for andre bias. Samlet peger denne undersøgelse på, at vi bør være meget opmærksomme på mulig publikationsbias, når vi vurderer forskning.
Andreas Hoff, psykiater, ph.d.-studerende, PC København, Forskningsenheden CORE