Kahlbaum, Hecker og Kraepelin
– og overgangen fra psykiatriske symptomkomplekser til empiriske former af sygdomme
Den nosologi, som Emil Kraepelin (EK) udviklede i slutningen af det 19. århundrede, har stadig betydning for den moderne psykiatri i dag.
Ifølge Kendler og Georg Engström skal Kraepelins klassifikation forstås i forlængelse Karl Kahlbaums (KK) og Ewald Heckers (EH) arbejde. De to sidstnævnte ændrede allerede i 1860-1880 konceptet for psykiatriske diagnoser: Siden det 18. århundrede havde man set diagnoserne som værende symptombaserede syndromer. Nu så man dem som proto-sygdomsenheder (for eks. katatoni og hebefreni).
Kahlbaum og Hecker understregede, at klassifikationer baseret på symptomer var for uensartede og forhindrede klinikerne at få indsigt i både ætiologi, prognose og behandling af sindslidelser. De to var – lige som Kraepelin – skeptiske over for den ”brain-based” neuropatologi, selvom Kraepelin, som professor i München og Heidelberg, støttede visse former for biologisk forskning (blandt andet Alois Alzeimers og Korbinian Brodmans forskning), der dominerede feltet i det 19. århundrede i hele Europa.
Deres konceptuelle overvejelser var påvirket af udviklingen af den somatiske medicin, især den paradigmatiske general paralyse, hvis kliniske billede og tidsmæssige forløb gjorde, at man kom tættere på dens ætiologi. Tanken var, at hvis man kunne beskrive mere homogene enheder inden for psykiatrien, ville man få en bedre forståelse af mekanismerne bag sindslidelser.
Kendler og Engström stiller dog til sidst spørgsmål ved, hvorvidt Kahlbaum-Hecker- Kraepelins paradigme af proto-sygdomsentiteter er tilstrækkeligt homogent til at kunne føre til opdagelse af deres ætiologi, men også om – og hvordan – de nye biologiske tekniker bedst kan integreres i klinikken.
Reference:
Kenneth S. Kendler, M.D., Eric J. Engström, ph.d.: Kahlbaum, Hecker, and Kraepelin and the Transition From Psychiatric Symptom Complexes to Empirical Disease Forms, Am J Psychiatry
2017;174:102–109.