Nogle enkelte ECT-behandlinger efter behov reducerer risiko for tilbagefald
En eller to ugentlige ECT-behandlinger ved behov, vurderet efter et prædefineret skema, i kombination med medicinsk behandling, reducerer risikoen for tilbagefald af depression hos ældre patienter, i forhold til medicinsk behandling alene.
Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.
Charles Kellner, fra Icahn School of Medicine at Mount Sinai, New York, og kollegaer rekrutterede 240 ældre patienter med depression. De var i gennemsnit 70 år gamle og 58% var kvinder.
Initialt blev de behandlet med en serie af ECT behandlinger (unilateral ultrabrief pulse ECT) samt en kombination af venlafaxin og lithium. Ud af de 172 patienter, der gennemførte behandlingen, opnåede 62% remission, defineret ved to konsekutive scores på 10 eller mindre på Hamilton depressionsskala (version med 24 items). 10% opnåede ikke remission, og 28% afbrød behandlingen.
De patienter, der opnåede remission, blev derefter randomiseret til enten fortsat medicinsk behandling alene eller medicinsk behandling kombineret med ECT.
ECT-behandlingen blev givet en gang om ugen i fire uger, og derefter ved behov efter en prædefineret algoritme (Symptom-Titrated, Algorithm-Based Longitudinal ECT [STABLE]). Ifølge algoritmen kunne patienterne få en eller to ECT-behandlinger om ugen, afhængigt af sværhedsgraden af symptomerne.
Efter 24 uger havde patienterne, der fik medicinsk behandling alene, en 70% højere risiko for tilbagefald i forhold til patienterne i ECT plus medicinsk behandling (20% hhv. 13%).
I de uger, hvor ECT skulle gives efter STABLE-skemaet, fik 34% af patienterne mindst en ekstra ECT-behandling.
”Studiet viser de fordele, der er ved at ordinere en kortvarig vedligeholdelses ECT-behandling samt ECT ”efter behov” oven i den medicinske behandling” skriver Laura Fochtmann, fra Stony Brook University, Stony Brook, NY i en ledsagende leder.
Tidsskrift
American Journal of Psychiatry
Reference
Kellner CH, Husain MM, Knapp RG et al. Right Unilateral Ultrabrief Pulse ECT in Geriatric Depression. Am J Psychiatry 2016; 173:1101–9.
Kellner CH, Husain MM, Knapp RG et al. A Novel Strategy for Continuation ECT in Geriatric Depression. Am J Psychiatry 2016;173:1110–8.
Link
http://ajp.psychiatryonline.org/doi/full/10.1176/appi.ajp.2016.15081101
http://ajp.psychiatryonline.org/doi/full/10.1176/appi.ajp.2016.16010118