Af Hans Henrik Ockelmann, bestyrelsesmedlem i Dansk Psykiatrisk Selskab
Regionerne er kommet med et udspil om ”en ny institutionstype” til de problematiske beboere på bostederne og det skal hen over sommeren forhandles med Kommunernes Landsforening.
Den overordnede idé om at oprette differentierede og optimerede botilbud til denne gruppe beboere kan man kun have sympati for, men det konkrete forslag med den mundrette titel ”Bedre sammenhæng og sikkerhed i indsatsen for de mest udsatte mennesker med psykisk sygdom”, er i denne sammenhæng meget problematisk af mange årsager.
Forslaget er offentliggjort på Regionernes hjemmeside og er på otte sider og det er beklemmende læsning. Selv om forfatterne beskriver forslaget som gennemarbejdet, fremstår det usammenhængende, postulerende, nærmest krænkende og uden sammenhængende argumentation.
Indledningsvis betegner forslaget, den gruppe borgere det handler om, som aftalebrydende, usamarbejdsvillige, misbrugende, kriminelle og farlige. Det er kun ét enkelt sted i en oplistning nævnt, at det faktisk kan dreje sig om psykotiske dvs. om egentligt sindssyge mennesker. Mennesker der af skæbnens ugunst er ramt af en alvorlig sindslidelse, som forvrænger og forringer deres liv. Det er almindelig kendt, at de egenskaber, rapporten tillægger disse personer, oftest er følger af en tilgrundliggende og utilstrækkeligt behandlet sindssygdom, som almindeligvis kræver hospitalsindlæggelse med langvarig behandling.
Ved at fremhæve de nævnte negative ”personlighedstræk” opnår man at dæmoniserer patientgruppen. Man må få mistanken om, at den nedgørende sprogbrug skal bruges til at argumentere for, at det vil være legitimt at indføre nye former for tvang og kontrol uden for hospitalsvæsenet.
Forslaget angiver, at tilbuddets rammer skal skabe kontinuitet, trygge rammer, minimere konflikter og tvang. Samtidig beskrives der i meget overordnede og vage vendinger, at man vil koncentrere de mest adfærdsforstyrrede (og syge) borgere, samtidig med at det skal være muligt at kontrollere og visitere, tilbageholde og indelåse dem i deres eget hjem. Det virker temmelig ulogisk og helt i strid med idéerne om at normalisere forholdene maksimalt for borgere uden for sygehusafdelingerne.
Som eksempel kan nævnes, at forslaget lægger op til, at borgerne skal kunne ”fastholdes i misbrugsbehandling” også mod deres vilje. Det lyder smukt, men det er så vidt jeg ved aldrig lykkedes at finde en tvangsmæssig misbrugsbehandling – særligt til denne persongruppe – der har haft nogen påviselig effekt?
Fra mit mangeårige arbejde på retspsykiatrisk afdeling ved jeg, at hvis magt skal udøves på en etisk ordentlig måde, kræver det betydelige og kvalificerede personaleressourcer samt fysiske rammer, der også gør det sikkerhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre tvangen. Endelig og nok så vigtigt skal rammerne være sådan, at de personer, der er undergivet tvang, har mulighed for at blive afledt og beskæftiget fx med meningsfuld aktivitet og adgang til sikrede udearealer.
Dette vil kræve gennemgribende og bekostelige investeringer til en helt nye institutionstype, der her foreslås. Der skal investeres ganske betydeligt i såvel personale som bygninger, før konstruktionen kan leve op til de overordnede løfter i planen, en udgift, jeg på trods af den seneste regionsaftale ikke kan forestille mig, kan opnå nær tilstrækkelig finansiering.
Og så er der hele det juridiske aspekt: Vi har i Danmark igennem mange år tilbagevendende haft særdeles grundige drøftelser om, hvilke regler om tvang der skulle gælde for patienter indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu virker det, som om Regionerne forestiller sig, at de uden videre kan få gennemført ændringer af såvel Serviceloven, Sundhedsloven, som Psykiatriloven og Straffeloven. Hvis ikke sådanne ændringer skal gennemføres på slump, bliver der tale om et ganske omfattende juridisk skoleridt.
Psykiatriloven, som er den meget gennemarbejde lov, der har reguleret magtudøvelse på psykiatrisk afdeling og løbende er justeret siden 1989, forudsætter (bortset fra kortvarig bæltefiksering eller fastholden), at der ud over en væsentlig og nærliggende fare for patienten selv eller andre skal være tale om en psykotisk tilstand eller en tilstand, der ganske kan sidestilles dermed. Er det disse grundlæggende principper, man nu vil give køb på for at få ro og sikkerhed?
Heldigvis er Danmark fortsat et land med en tradition for, at retsprincipper og faglig indsigt skal tillægges betydning. Både psykiatere og patientorganisationer påpegede dette ved høringen i Folketinget den 7. juni, men tilsyneladende uden effekt. Så måske skal vi sætte vores lid til, at fx Sundhedsstyrelsen og Folketingets § 71-tilsyn bringer regionerne på bedre tanker.
Se regionernes udspil her