BLOG: ”At navigere”– er livet

Et er søkort at forstå, noget andet skib at føre

Hvad forventer vi af psykiatrien?

Af Steen Moestrup, psykiatribruger og medlem af LAP.

Jeg kan hente råd og vejledning hos dig. Jeg kan bede dig overtage styringen. Men ansvaret for skibets ve og vel er mit alene. Det er mig, som sætter kursen – ikke behandleren. Det er mine forventninger til psykiatrien.

I morges gik jeg og tænkte på: Hvad er egentlig brugerens forventning, når man søger hjælp i psykiatrien ?

Som så ofte vælger jeg at tage udgangspunkt i min egen situation.  Måske er den ikke retvisende for alle – men min fornemmelse er, at det faktisk er et meget godt bud på, hvad en stor mængde af psykiatribrugerne forventer.

Man møder op med et kaotisk indre, kan ikke finde ud af, hvad der er hoved, og hvad der er hale. Hvor man skal begynde, eller hvor det vil være fornuftigt at ende. Har måske gjort nogle forberedelser hjemmefra. Har nogle forventninger til livet, og nogle mål man gerne vil nå.

Jeg er klar over, at jeg selv kommer til at yde den største indsats.

Sidst, jeg søgte hjælp, blev jeg mødt af en behandler, der siger: ”Vi skal begge yde lige meget”.

Med dette mente han blot, at jeg ikke skulle forvente, at det var mig, som fik mest taletid under møderne. Jeg blev hurtig klar over, at vi havde svært ved at finde bølgelængden, og at vi ikke var enige om målene. Det, som jeg havde forsøgt at udtrykke, var, at nok er vi fælles om samtalerne, men når jeg kommer hjem, så er jeg igen alene om det hele. Jeg forventer ikke, at behandleren tager med. Set i det store perspektiv, er det mig som bruger, der trækker det store læs.

Behandleren er en person, jeg kan sparre med, hente råd hos, stille de spørgsmål, jeg ikke selv tænkte på. Eller som kan få mig til at tænke, før jeg handler. Er man heldig, får man en behandler, som ud fra hans større kendskab til psykiske ubalancer generelt har overblik over, hvori mine centrale problemer stammer.

Billedet der kom til mig i morges var, at jeg var på et skib, hvor jeg var kaptajnen. Behandleren var styrmanden, der måske en gang imellem tog over – typisk ved indlæggelser. Men ansvaret for skibets ve og vel er mit alene. Det er mig, som sætter kursen, det er mig der bestemmer farten, ligesom det er mig, der træffer beslutningerne.

Jeg kan hente råd og vejledning hos dig – som styrmand – altså som behandler. Jeg kan sågar bede dig overtage styringen en gang i mellem, men det er stadig mig, som sætter kursen. Det er stadig mig, der beslutter, hvor skal vi hen, og hvad skal vi have med.

Sådan er det også i livet. Jeg skal selv som bruger finde ud af, hvad jeg vil. Hvorfor så inddrage en anden?

Jo, behandleren er til for at hjælpe mig. Det er ikke mig, der skal hjælpe behandleren med hans problemer.

Selvom psykiatrien taler om målsætninger og god behandlingsetik – så har det intet at gøre med, hvad mine mål er som kaptajn på mit eget skib. Hvis psykiatriens målsætninger er afstemt med mine mål, så er det, når de hjælper mig med at nå mine egne mål og sørge for ikke at synke undervejs.

Livet er som et søkort – at lære det at kende og forstå at navigere i det kræver stor viden og ekspertise selvfølgelig afhængigt af, hvor langt man vil nå rundt. Vælger man kun at sejle i danske farvande, så er der færre ting, som man skal sætte sig ind i, end hvis man vil ud på de store verdenshave.

Karen Blixen havde et af flere livsmottoer: “Det er nødvendigt at navigere”.

Essensen af den psykiatriske behandling skal derfor være at lære os brugere at navigere i livet, således at vi ikke sejler op mod høj sø. Det handler ikke om, hvor meget eller hvor lidt tvang, medicin, antal bæltefikseringer, samtaler, journaler etc. – dette er kun redskaber. Systemets valg af redskaber kan diskuteres. Men målsætningerne for mit liv ligger et helt andet sted. Og det er mig alene, som sætter mine målsætninger. Psykiatrien kan så støtte mig i disse eller med kvalificeret modspil få mig til at ændre dem. Psykiatrien må imidlertid aldrig blive dem, der bestemmer målsætningerne.

Jeg ser søkortet som livet, og jeg ser alene psykiatrien som en kvalificeret hjælp til selvhjælp. De har misforstået opgaven, hvis de begynder at sætte kursen på mit skib. Et søkort kan blive forældet – det kan en journal også. Hvordan sikrer vi os, at journalen er aktuel og retvisende ?

Hvor mon den psykiatri, jeg efterlyser, findes?
Findes den overhovedet?
Eller hvornår er psykiatrien gearet til at hjælpe mig?
Mon det bliver i år 2020 eller først senere?

Kan jeg overleve uden psykiatrien? JA!

Kan psykiatrien overleve uden brugerne?  NEJ.