Et tilbagevendende spørgsmål: hvad er borderline?
Forfatterne har gennemgået udviklingen af bordeline-begrebet fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag. De konkluderer, at der mangler grundlæggende principper for at adskille diagnosen borderline-personlighedsforstyrrelser fra de øvrige psykiatriske syndromer som fx skizofreni-spektrum-forstyrrelser.
Emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline type (BPD), er en af de mest anvendte diagnoser i Danmark. Hyppigt ses patienter med denne diagnose på akutte enheder, hvor de kan udvise voldsomt selvskadende adfærd, og hvor det kan være vanskeligt at opnå en god behandlingsalliance. Ofte har disse patienter psykotiske eller nærpsykotiske oplevelser, hvorfor man oplagt må overveje differentialdiagnoser inden for det skizofrene spektrum. Men hvordan kan det være, at svært syge patienter med psykose diagnosticeres med personlighedsforstyrrelse?
BPD-diagnosens historiske, begrebsmæssige og empiriske fundament er relativt ukendt. Dette gælder både den psykopatologiske prototype eller Gestalt, som diagnosen søger at indfange, men også de enkelte diagnostiske kriterier, som i dag fremstilles og benyttes isoleret fra deres begrebsmæssige baggrund. Hvad er eksempelvis ”kronisk tomhedsfølelse”? En valid scoring af dette BPD-kriterium kræver kendskab til dets oprindelse og relation til den overordnede ”borderline Gestalt”.
BPD blev indført i DSM-III (1980) og senere i ICD-10 (1992). Forinden havde borderlinebegrebet haft en omtumlet tilværelse, hvor dets anvendelse omfattede en lang række tilstande med det fællestræk, at de rummede elementer af både neurotisk og psykotisk psykopatologi. Eksempelvis blev begrebet ”pseudoneurotisk skizofreni” introduceret med henblik på at beskrive en gruppe patienter med tilsyneladende neurotiske symptomer (fx fluktuerende tvangsfænomener, frit-flydende angst, acting out), men med samtidig tilstedeværelse af skizofren grundsymptomatologi (fx autisme, affektforstyrrelser, formelle tankeforstyrrelser).
Siden hen blev disse forskellige kliniske og teoretiske beskrivelser af borderline-patienter søgt opdelt i to forskellige diagnoser, henholdsvis BPD og skizotypi. Sidstnævnte benyttes i dag sjældent. Imidlertid var det også i det oprindelige studie, der førte til opdelingen, vanskeligt at adskille de to grupper: 54 pct. af patienterne opfyldte kriterier fra begge diagnoser.
Med BPD-diagnosens popularitet har fulgt en lang række publikationer, der imidlertid ikke solidt har kunnet differentiere BPD fra det skizofrene spektrum eller understøtte diagnosens validitet. Ydermere har man i DSM udvidet BPD kriterierne med et ekstra kriterium om forbigående nærpsykotiske fænomener, der yderligere har vanskeliggjort en afgrænsning fra det skizofrene spektrum.
Forfatterne understreger, at et første skridt henimod en valid diagnostik nødvendigvis må bestå i et forsøg på at beskrive og begribe diagnosens psykopatologiske Gestalt – og ikke lade enkeltstående, let genkendelige symptomer og tegn forlede os til at stille en diagnose. Når alt kommer til alt kræver enhver diagnosticering også differentialdiagnosticering.
Zandersen M, Henriksen MG, Parnas J (2018). A recurrent question: what is borderline? Journal of Personality Disorders, published online ahead of print: https://doi.org/10.1521/pedi_2018_32_348