Taskforce skal hjælpe seksuelt misbrugte mænd

Mænd, som har været seksuelt misbrugt som børn, undlader ofte at opsøge terapeutisk behandling. Det gør det sværere at opdage misbruget og hjælpe dem. Undersøgelser viser imidlertid, at en tredjedel af alle seksuelt misbrugte er mænd.

Kvisten er et center for personer, som har været udsat for seksuelle overgreb. Kvisten i Viborg har siden 2014 haft en opsøgende indsats, hvor en taskforce med en terapeut og fire mænd, der har været udsat for seksuelt misbrug, på skift har været rundt at holde foredrag om de personlige konsekvenser, misbruget har haft, samt hvad der har hjulpet dem videre i livet. Med en donation på 459.800 kr. fra TrygFonden får Kvisten nu mulighed for at fortsætte indsatsen og nå ud til endnu flere.

Med donationen kan Kvisten til næste år holde oplæg på ungdomsuddannelser, voksenuddannelser, arbejdspladser og kaserner i hele Midtjylland. Kvistens taskforce skal desuden holde oplæg for professionelle, så de kan blive bedre til at spotte mændene og hjælpe dem videre. Endelig planlægger Kvisten en række offentlige arrangementer i hele Region Midtjylland. Yderligere oplysninger

www.kvistene.dk