Dansk Psykiatrisk Selskab har planer om at etablere efteruddannelser, som kan give speciallæger i psykiatri en større ekspertise inden for et bestemt fagområde. Arbejdet sker samtidigt med, at Sundhedsstyrelsen er i gang med at revidere speciallægeuddannelsen.
Af Sybille Hildebrandt
Speciallægeuddannelsen i psykiatri er under ombygning: For det første arbejder Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) på at indføre subspecialisering som overbygning til den psykiatriske speciallægeuddannelse. For det andet er Sundhedsstyrelsen i gang med at revidere speciallægeuddannelsen og herunder at se på, om vi har de rigtige specialer. Det vil sandsynligvis lægge kimen til en justering af uddannelse og efteruddannelse af speciallæger i psykiatri. Det fortæller bestyrelsesmedlem Sidse Arnfred, professor i psykiatri ved Københavns Universitet og Psykiatrien Region Sjælland. Hun er blevet formand for det udvalg, der skal kortlægge behovet for de forskellige subspecialiseringsuddannelser og sørge for, at de bliver bliver ført ud i livet.
Udvalget skal se på psykiatriens eksisterende forslag til subspecialer og overveje, om de er de rigtige. Derudover skal det lave en skabelon, der dikterer, hvordan et fagområde skal beskrives indenfor psykiatrien, så de bliver bedre definerede og konkret kan bruges som efteruddannelse.
“På linje med alle de andre lægefaglige specialer stiler psykiatrien efter at give den optimale behandling til den enkelte patient. Men behovet for en mere specifik behandling til særlige patientgrupper er svært at udfylde med den nuværende speciallægeuddannelse i psykiatri, der er bred og generel og dermed ikke giver lægen mulighed for at opnå fordybelse i og erfaring med særlige patientgrupper,” siger Sidse Arnfred. Hun slår fast, at problemet bliver endnu mere udtalt af, at voksenpsykiatrien er ét af de allerstørste lægefaglige specialer.
“Da Sundhedsstyrelsen insisterer på, at speciallægeuddannelsen i psykiatri vedbliver med at være bred, er den eneste mulighed for at øge psykiaternes ekspertise inden for specifikke områder ved at tilbyde dem overbygninger i form af subspecialisering,” siger hun.
Fagområde-arbejdet gik i stå
Subspecialiseringerne skal ikke kun give lægerne mulighed for at opnå en højere grad af ekspertise inden for specialet. De vil i nogle tilfælde også kunne tilgås fra tilstødende specialer – og så kaldes det fagområde-uddannelser. Et godt eksempel på en fagområde inden for psykiatrien er spiseforstyrrelse, som både er relevant for psykiatere, pædiatere, endokrinologer og børn- og unge-psykiatere. Sådanne fagområder er ifølge Sidse Arnfred tænkt som delmængder og fællesspecialiseringer mellem specialer.
“Dansk Psykiatrisk Selskab havde dengang ikke tilstrækkeligt stort fokus på fagområderne. Tilbage i 2004 fik Dansk Psykiatrisk Selskab ganske vist meldt sine fagområder ind til de Lægevidenskabelige Selskaber. Men herefter fik DPS ikke gjort mere ved det. Det har haft den konsekvens, at specialets interne interessegrupper ikke er blevet koblet op på fagområderne – i hvert fald ikke i samme grad, som hos de øvrige specialer,” siger Sidse Arnfred.
Aktuelt er der kun to velfungerende subspecialiseringsfag med tilhørende uddannelser i psykiatrien, nemlig retspsykiatrien og psykoterapien – fagområder, som Sundhedsstyrelsen ikke blev gjort opmærksom på, da der i 2016 blev udarbejdet ny målbeskrivelse for psykiatri. I målbeskrivelse fra 2016 står der således ordret, at der ‘ikke forefindes nogen subspecialisering i psykiatrien’. I det hele taget er idéen med speciallægeuddannelsen at lave basis-speciallægen – ikke at gøre lægen til ekspert på en række områder. Det har ifølge Sidse Arnfred gjort speciallægeuddannelsen i psykiatrien til en meget omfattende og langvarig generalistuddannelse, der først og fremmest gør uddannelseslægerne rigtigt dygtige til sengepsykiatri og akut psykiatri og mindre gode til den ambulante psykiatri.
“Vi prøver derfor at se på psykiatrien med nye øjne. For at spore os ind på, hvilke fagområder, der er relevante at have i psykiatrien, skeler vi bl.a. til, hvad der sker på den internationale scene – hvilke subspecialiseringer, de opererer med og hvilkefagområder der kan forbinde vores speciale med andre tilstødende specialer,” siger hun.
England giver inspiration
Udvalget har bl.a. et godt øje til England, der længe har haft en stribe subspecialiseringer inden for psykiatrien, nemlig almen psykiatri, ældrepsykiatri, retspsykiatri, børne- og ungepsykiatri, udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme, rehabiliterings-psykiatri og psykoterapi.
Lige hvad angår psykoterapi står Danmark ikke tilbage for England eftersom at voksenpsykiatrien herhjemme både har en velbeskrevet specialistuddannelse og en supervisoruddannelse i psykoterapi – endda i to retninger. De guider uddannelseslægerne igennem alt fra udøvet terapi over supervision til egenterapi og egen-feedback.
“Disse psykoterapiuddannelser kører rigtigt godt, ligeså den retspsykiatriske ekspertuddannelse. Men hvad angår udbuddet af andre uddannelser halter vi langt bagefter England,” siger Sidse Arnfred. Hun fortæller, at fagområdeudvalget lige nu overvejer at stille forslag om en overbygning i udredning og behandling af afhængighed – på samme måde som andre specialers subspecialliseringsuddannelser kunne den være toårig og bestå af kurser, relevante ansættelser, udviklingsprojekter og andre skriftlige opgaver, samt mentoring fra en ekspert på området.
“En sådan efteruddannelse er måske dét, der skal til, for at løfte udrednings- og behandlingskvaliteten på misbrugsområdet. Herhjemme har en subspecialiserings-uddannelse inden for retspsykiatrien i hvert fald leveret rigtigt gode resultater,” siger Sidse Arnfred og tilføjer, at tilsvarende uddannelser i Sverige og England har formået at give misbrugsbehandlingen et løft. Subspecialisering i rehabiliterings-psykiatri kunne måske også være en mulighed.
Fagområderne taler ind i Specialeplanen
Selv om fagområder og subspecialisering er tænkt som overbygninger eller efteruddannelser til selve speciallægeuddannelsen, kan de også tale ind i Sundhedsstyrelsens specialeplan, der beskriver, hvad der skal behandles i hovedfunktion og regionsfunktion inden for hvert speciale. Det pointerer Jeanett Bauer, der som repræsentant for de lægevidenskabelige selskaber sidder med i én af de arbejdsgrupper, som Sundhedsstyrelsen har nedsat til at vurdere og opdatere speciallægeuddannelserne.
“Ud over at se på indholdet i speciallægeuddannelsen og om sundhedsvæsenet har de rigtige specialer, skal vi også se på fagområde definitioner og organisering. I den forbindelse har det også været drøftet, hvordan fagområder kan spille bedre sammen med specialeplanen, som er kommet til efter den sidste revision af speciallægeuddannelsen. Så når man etablerer nye fagområde-uddannelser, bør man også se på specialeplanen – og omvendt,” siger Jeanett Bauer.
“Det store spørgsmål er, hvordan fagområderne taler ind i den psykiatriske specialevejledning, der ligeledes er bygget op af en række lægefaglige områder. Spiller de godt sammen, eller er de på én eller anden måde ude af trit. En betingelse for at kunne varetage specialfunktioner kunne være, at man er fagområde-ekspert med særlige kompetencer på området. Og lige nu drøfter vi, om der er denne kobling eller om der er brug for omrokeringer for at opnå det,” siger Jeanett Bauer.
Hun ser frem til det tidspunkt, hvor fagområdeuddannelserne bliver bedre defineret og at kravene til at opnå et fagområde bliver skrappere. For så vil dét, at kunne varetage særlige specialfunktioner blive et godt kort på hånden i jobsøgningen.
“Fagområdeuddannelserne er en måde at sikre, at nogle psykiatere har en særlig indsigt i de specialiserede områder inden for psykiatrien og derfor er bedre kvalificeret til at arbejde med det. Nogen kan jo også gå på tværs af specialer – og det bør de gøre. Hver speciallægeuddannelse, har fagområder, der krydser klinger med andre specialer,” siger Jeanett Bauer og fortsætter:
“Dansk Psykiatrisk Selskab har hidtil ikke prioriteret at bruge fagområderne systematisk sådan, som nogle andre specialer har gjort. Det fokuseres der på nu. Når man skal ud af, hvordan speciallægeuddannelserne skal bygges op, og hvordan de kan spille bedre sammen. får fagområderne en nøglefunktion. Udfordringen er at indrette uddannelsessystemet, så lægerne både får den dybe specialiserede viden og den store faglige bredde.”