Ny målbeskrivelse for speciallægeuddannelsen i Psykiatri

Sundhedsstyrelsen har netop godkendt den nye målbeskrivelse til speciallægeuddannelsen i Psykiatri, som Videreuddannelsesudvalget ved DPS har udarbejdet. Målbeskrivelsen var i efteråret i høring blandt DPS’ medlemmer her på hjemmesiden.

Målbeskrivelsen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens krav til udformning af målbeskrivelser for de lægelige specialer. For generelle krav og information om målbeskrivelser, de 7 lægeroller, og kompetencevurderingsmetoder kan man konsultere SST’s hjemmeside her http://sundhedsstyrelsen.dk/da/uddannelse/speciallaeger

Det har været VUU’s ønske at lave en målbeskrivelse, der er mere nøjagtig i beskrivelsen af de kompetencer den uddannelsessøgende læge forventes at opnå under uddannelsen, og udvalget har i udarbejdelsen af de enkelte kompetencer været i kontakt med eksperter indenfor de enkelte områder, der har peget på hvad minimumskrav til speciallægeuddannelsen i psykiatri må være.

Dernæst har fokus været på kompetencevurderingen, altså på evalueringen af den uddannelsessøgendes færdigheder.

Den enkelte kompetence er defineret ved følgende:

Mål: en overskrift for kompetencens indhold.

Konkretisering: Hvad skal man opnå; viden, kendskab, færdighed.

Læringsstrategi: Her beskrives det hvor eller hvordan den uddannelsessøgende læge at kunne opnå en given kompetence. Der er tale om forslag, da tilbuddene varierer meget over landet.

Kompetencevurderingsmetode: Obligatorisk metode til vurdering af, om den uddannelsessøgende læge har opnået kompetencen.

Der er indført minimumskrav til hvor mange gange en uddannelsessøgende læge har krav på eller forventes at gennemføre en given kompetencevurdering, og der er udarbejdet 10 kompetencekort som skal støtte både vejleder og uddannelsessøgende i processen.

Minimumskravene betyder både, at vejleder kan forlange flere observationer, hvis kompetencen ikke er opnået, og at den uddannelsessøgende læge får mulighed for at stille krav til uddannelse i afdelingerne. Ved kompetencevurderinger kan den uddannelsessøgende ofte opnå flere kompetencer samtidigt.

De enkelte kompetencevurderingsmetoder er grundigt beskrevet i målbeskrivelsen. Som noget nyt er det indført ”Struktureret klinisk observation”, hvor der foretages en direkte observation af de kliniske færdigheder.

Kompetencekort: De 10 kompetencekort danner udgangspunkt for kompetencevurderingen. De kan anvendes i både I- og H- uddannelsen. Kompetencekortene er ikke obligatoriske, men anbefales for at sikre kvaliteten for både vejleder og uddannelsessøgende. For nærmere vejledning om kortene, se målbeskrivelsen. De findes på dpsnet.dk og ikke på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Kompetencekortene kan findes her

Målbeskrivelsen er inddelt svarende til  I- og H uddannelse,  og endvidere er kompetencerne opdelt efter de 7 lægeroller, hvilket er et krav fra Sundhedsstyrelsen. Til sidst i målbeskrivelsen er der er en dokumentationsdel som kan anvendes, indtil vi overgår til elektronisk dokumentation med logbog.net d.1.oktober 2016 i hele landet.

Implementering: Den nye målbeskrivelse gælder for alle, der påbegynder I eller H- stilling fra 1. September 2016 og frem. Alle igangværende I- og H- forløb afsluttes efter den gamle ordning og attesteres som hidtil skriftligt, men man kan gøre brug af kompetencekort, hvis det ønskes.

De 3 videreuddannelsesregioner skal nu udarbejde nye uddannelsesprogrammer for I- og H forløb i de 3 uddannelsesregioner Nord, Syd og Øst, og derefter skal der lokalt laves uddannelsesplaner. Det er forventningen, at der ikke vil ske de store ændringer i uddannelsesprogrammerne, da det faglige indhold i høj grad er konkretiseret og ikke ændret.

Den største forskel på det lokale plan er, at der indføres minumumskrav for antallet af direkte kliniske observationer, hvor den uddannelsessøgendes kliniske færdigheder direkte observeres (evt på video) af en senior læge.

Det er endvidere obligatorisk at der afholdes 1 vejledersamtale pr måned. Vejledersamtalen afstemmes efter behov og kan afholdes i forlængelse af det kliniske arbejde.

Medlemmer af Videreuddannelsesudvalget vil deltage i de kommende møder i videreuddannelsesregionerne for at bistå med arbejdet med implementeringen, og står i øvrigt til rådighed for tvivlsspørgsmål.

Lokale forskelle: Der er rundt i landet stor variation i tilrettelæggelsen af uddannelsen på de psykiatriske afdelinger, herunder også i terminologi som f.eks hovedvejleder, vejleder, klinisk konference, journal club mv. Det er op til ledelsen på de psykiatriske centre at tilrettelægge uddannelsen, så den passer med de lokale muligheder, og det er den uddannelsessøgende læges forpligtigelse at opsøge fagområder, der kan sikre at alle kompetencer opnås.

Videreuddannelsesudvalget ved DPS