ECT behandling: hvor i hjernen, hvor i cellerne?
Af Antonio Drago, Aalborg Universitetshospital, Klinik Psykiatri Syd, Aalborg
og
Anne Marie Andersen, Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital, Aarhus
ECT-behandling er en hurtig og effektiv måde til behandling af depression, når der ikke er respons på de almindeligvis brugte terapeutiske strategier. ECT anvendes også i tilfælde, hvor patientens liv er i fare på grund af akutte depressive symptomer, som f.eks. ved akutte selvmordstanker, psykotiske symptomer, intens anhedoni eller en kombination af disse. Der er stadig nogle ubesvarede spørgsmål angående ECT. To af de vigtigste er: 1) Hvad er den bedste og mest effektive position af elektroder under ECT administration og 2) Hvilke molekylære mekanismer ligger til grund for ECTs antidepressive effekt? Overordnet kan man stille sig spørgsmålet: hvad er specifik for ECT? Hvilke specifikke molekylære mekanismer i hvilke specifikke områder af hjernen skal stimuleres for at opnå en antidepressiv effekt?
Der er forskellige måder at placere elektroderne på under ECT-behandling, hvoraf følgende 3 er mest anvendt: ensidigt (højre side), bilateralt og bifrontalt. I 2003 rapporterede UK ECT Review Group (UK ECT Review Group, 2003), at bilateral ECT var mere effektiv end ensidig ECT. Plakiotis (Plakiotis & O’Connor, 2009) rapporterede i 2009, at bifrontal ECT var mere effektiv end lavdosis ensidig ECT, men mindre effektiv end højdosis ensidig ECT. Der var mindre kognitiv svækkelse ved bifrontal ECT i forhold til ensidig ECT. Dette var ikke observeret, når ensidig ECT blev administreret ved høj dosis. I 2012 rapporterede Dunne (Dunne & McLoughlin, 2012), at bifrontal og ensidig ECT var lige så effektivt, men de kognitive bivirkninger var større ved bifrontal ECT. Det mest interessante var, at de specifikke kognitive aspekter blev påvirket under bifrontal og unitaleral ECT på en specifik måde, der leder tankerne hen på patientorienteret ECT-behandling.
De molekylære mekanismer, hvormed ECT frembringer en antidepressiv virkning, skal igen fremhæves. Dette emne er af særlig relevans, fordi forståelsen af mekanismerne bag ECTs antidepressive effekt, vil åbne vejen for udviklingen af nye, mere effektive og mere sikre lægemidler til behandling af depression. Forskning viser, at COMT og BDNF er to af de mest konsekvent rapporterede gener, der modificerer virkningen af ECT. COMT-proteinet er et vigtigt enzym i dopamin metabolismen i præfrontale cortex, og er også ansvarlig for nedbrydning af catecholaminer (dopamin, adrenalin og noradrenalin). En funktionel genetisk variation (Val – allelen) er associeret med højere aktivitet og kan påvirke effekten af ECT gunstigt hos patienter med depression.
BDNF-proteinet hjælper især med at regulere synaptisk plasticitet, hvilket er vigtigt for læring og hukommelse. En modulering af disse hændelser kunne være tilknyttet til den depressive process, der direkte forstyrrer kognition under depressive faser. Resultaterne angående BDNF er dog kontroversielle, og der er også publiceret en række negative studier.
Referencer
Dunne, R. A., & McLoughlin, D. M. (2012). Systematic review andmeta-analysis of bifrontal electroconvulsive therapy versusbilateral and unilateral electroconvulsive therapy in depression. The World Journal of Biological Psychiatry: The Official Journalof the World Federation of Societies of Biological Psychiatry, 13(4), 248–258. https://doi.org/10.3109/15622975.2011.615863
Plakiotis, C., & O’Connor, D. (2009). Bifrontal ECT: asystematic review and meta-analysis of efficacy and cognitiveimpact. Current Psychiatry Reviews, 5(3), 202–217.
UK ECT Review Group. (2003). Efficacy and safety ofelectroconvulsive therapy in depressive disorders: a systematicreview and meta-analysis. Lancet (London, England), 361(9360), 799–808. https://doi.org/10.1016/S0140-6736(03)12705